Nøj hvor er jeg bare ked af det. Tårene pisker ned ad kinderne på mig. Bukke-Line døde af drægtighedssyge for et par timer siden. Der er bare INTET at gøre. Jeg ringende til dyrlægen mandag - men han mente, hun bare var besværet af graviditeten - og hun spiste også fint. I går måtte jeg så ringe igen - hun var gået fra maden. Han kom ud og gav hende noget tilskud samt binyrebark som forhåbentlig kunne sætte lidt gang i fødslen. Til morgen var hun en anelse mere frisk, men da jeg kom hjem omkring kl. 11 for at give hende noget pasta, dyrlægen havde ordineret, var hun MARKANT dårligere. Jeg ringede så til dyrlægen og bad ham komme ud og aflive hende. Men inden han kom, var hun død - og hun led desværre til det sidste.
Jeg var SÅ glad for den ged - og føler næsten lige så stor sorg over hende, som når jeg har sagt farvel til en af mine hunde. Det er jo svært at beskrive, hvad der gør, man knytter sig mere til nogle af ens dyr end andre. Men Bukke-Line var bare så SØD - det er det eneste som rigtig dækker over hendes kvaliteter. Hun var bare HELT vildt sød og rar. Så nu tuder jeg igen.
Jeg har da gået og planlagt nedskæringer af mit gedehold - men aldrig EN gang har det været min tanke at hun skulle væk på trods af hun nok egentlig ville have trivedes bedre et sted, hvor hun fik mere opmærksomhed og klap - sådan ca. 24/7.
Jeg er så glad for, jeg fik skrevet lidt om hende her på bloggen - for så har jeg noget at huske hende på. For hun - hvor ÅNDSVAGT det end lyder - var en helt særlig sød Bukke-Line.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar